Når gaveønskerne er store – som f.eks. rejser, møbler, computer, oplevelser osv. – kan de nemt komme til at sprænge gavebudgettet. Derfor er en pengegave en oplagt idé, som et tilskud til et af ønskerne.

Det kan dog hurtigt blive kedeligt bare at give fødselaren en kuvert, men det er der heldigvis råd for! Læs med her, og få kreative idéer til, hvordan du bedst overrækker pengesedlerne og mønterne.

En pengegave behøver ikke at være kedelig.

At give en pengegave til en fødselsdag, konfirmation eller bryllup er et godt valg, hvis gavemodtageren ønsker sig store gaver. Det er jo de færreste, der har et gavebudget med råd til en gamer pc eller en tur til Spanien. Men ved at give penge kan du hjælpe fødselaren på vej til at få opfyldt sine ønsker.

Du er dog ikke alene, hvis du synes, det er lidt tamt at give pengene i en kuvert. Det kan hurtigt føles som at springe over, hvor gærdet er lavest. Og du ønsker måske med gaven at vise fødselaren eller studenten, hvor glad du er for ham eller hende. Heldigvis findes der flotte og kreative alternativer til den klassiske kort- og kuvertgave.

Herunder kan du få inspiration til sjove idéer til pengegaven. Og du behøver ikke være nogen Picasso for at lave dem. Så læs med for at få hjælp til, hvordan du bedst overrækker den næste pengegave! 

Lav et flot og farverigt kort til pengegaven

At give pengesedler i gave er relativt nemt, og derfor kan du med fordel gøre lidt ekstra ud af kortet. Ved at lave det selv viser du modtageren, at du har tænkt over gaven. Og det vil helt sikkert blive gemt og kigget tilbage på i fremtiden.

Overvej f.eks. at lave et kort med et filthjerte. Det er nemt at gå til, og det kræver ikke de store kreative evner. Det er let at lave flot og inkluderer en holder til pengesedlerne.

Det er en sød og betænksom måde at præsentere pengene på. Og på bagsiden kan du jo skrive en sød besked til modtageren om tanken bag gaven.

Kombinér pengene med en buket blomster

Du kan også gå den mere klassiske vej og give pengegaven sammen med en buket blomster. Det giver dig også en større ting at række over til modtageren. Vælg en buket med vedkommendes yndlingsblomster, eller bed blomsterbinderen lave en sæsonbestemt buket.

Vil du gerne gøre mere ud af det? Du kan folde små blomster af pengesedlerne, sætte dem fast på blomsterpinde og tilføje dem til buketten. Det vil helt sikkert imponere alle i selskabet, når de opdager det.

Skal du aflevere en gave til en du ikke fysisk skal se i forbindelse med gaveoverrækkelsen, så send blomster online og lov at du betaler gildet næste gang i skal på café eller i biografen sammen.

Præsentér dem i en smart dobbeltramme

Det er altid dejligt at have givet en af de flotteste gaver på gavebordet. Men det kan være svært, hvis du giver mønter og sedler. Heldigvis findes der måder at gøre sedlerne mere synlig og sjove på. Du kan f.eks. lave en smart dobbeltramme med gaven indeni.

Her kan du virkelig udfolde dig kreativt. Vælg selv farveskema og design. Er det en pengegave til bryllup? Så tilføj datoen med tal i træ. Eller dekorér den med studenterhuer, hvis det er en pengegave til studentergildet. Det er kun fantasien, der sætter grænser!

Dekorér en eksplosionsæske, og fyld den op

Eksplosionsæsker er blevet mere og mere populære til små gaver. De er sjove, fordi de ligner små æsker, men eksploderer i størrelse, når de bliver åbnet. Derudover kan du både købe dem færdiglavede, eller du kan dekorere din egen eksplosion box til pengegaven.

Skal den være ekstra personlig? Så lim hyggelige familiebilleder og gamle minder fast på den. Du kan også tilpasse den lejligheden. Er det en pengegave til konfirmation kan du f.eks. tilføje et kors eller bibelcitat. Er pengegaven til barnedåb? Så dekorér den med sutter eller storke. Valget er dit.

Put pengene i en fin æske, du har pyntet

Er eksplosionsæsker for avanceret for dig? Så kan du også sagtens pynte en flot almindelig æske til pengegaven. Du kan f.eks. give din pengegave i en æske dekoreret med designpapir og små papirfigurer. Der findes masser af guides på nettet til, hvordan du gør det bedst. Og det kræver ofte kun få redskaber.

Fordelen ved æsken er, at der er plads til både mønter og pengesedler. Og hvis du gerne vil tilføje lidt chokolade eller slik, er der også plads til det.

Skriv et sødt brev til også at lægge i kuverten

Det kræver ikke altid stor indpakning og kreative evner at lave en god pengegave. Nogle gange kan det også være så simpelt som at tilføje et personligt brev til kuverten. Det gælder specielt, hvis modtageren er en, som er tæt på dig.

Sæt dig ned ved dit skrivebord, og tænk på modtageren. Hvad tænker du på? Tænker du på nogle særlige kendetegn, som du elsker ham eller hende for? Eller er det et sjovt minde, som dukker op, når du tænker på vedkommende? Skriv det ned, og vedlæg brevet i kuverten. Ofte vil brevet vække endnu større glæde end pengesedlerne.

Hæng pengesedlerne på en udspændt snor

De fleste hobbyforretninger sælger flere forskellige typer af flotte billedrammer. Og en billedramme, der er oplagt til pengegaven, er en dyb ramme med udspændte snore.

Det er en dobbeltramme med en snor eller to indeni. Den ligner næsten at pengene hænger til tørre på en tørresnor. Dekorér rammen med karton, dekorationspapir og billeder. Og hæng til sidste pengesedlerne på snoren. Det er en sjov og nem måde at præsentere dem på, og det vil helt sikkert se godt ud på gavebordet!

Giv pengegaven sammen med lidt sødt

Har fødselaren en sød tand? Eller er den nyudklækkede student vild med småkager? Kombinér sedlerne med lidt sødt til ganen! Det kan f.eks. være lækre chokolader, velsmagende specialøl eller hjemmebagte småkager.

Ved at tilføje lidt lækkert til pengegaven får du det til at se ud af mere. Og så kan du også overraske modtageren, når de åbner pakken og finder de mange pengesedler. Det er også altid lidt sjovere, når de ikke kan gætte, hvad der gemmer sig i pakken!

Tanken bag er vigtigere end selve gaven

Pengegaver kan virke kedelige, fordi de er lette at give. Det kræver blot, at du hæver nogle pengesedler i automaten og lægger dem i en kuvert. Og gaver er ofte sjovere, hvis modtageren kan se, at du har gjort noget ud af det.

Sådan skal du dog ikke tænke! Pengegaver er ikke kedelige, men kan tværtimod være en stor hjælp til at opfylde modtagerens største ønsker. Men hvis du gerne vil gøre mere ud af det, kan du jo lægge pengene i en sjov og kreativ indpakning. Og nu har du fået flere gode idéer til, hvordan du kan gøre det!

Mangler du mere gaveinspiration?

Vil du have flere ideer til hvad du kan give sammen med penge, eller finde ideer til andre gaver du kan give til en person du holder af, så tjek nedenstående hjemmesider ud.

Denne hjemmeside drives med støtte fra: